Til forsiden
13. november 2019





















Udskriv sidenEn side tilbage

Sansedage i vild natur

meditation og vandringer

og det bedste af det græske

24–31 maj 2020

med sjov og samvær med andre naturglade mennesker

Vi vandrer 5 dage i det nordlige område af Lesbos

Alle dage vandrer vi - meget i stilhed – vi tager os tid til at stoppe op, falde til ro, til at hvile og til at hele. Vi vil tanke Kraft i naturen, i Meditationerne og i grækernes kapeller og kirker.

Du kan bruge turen som een lang pause, til at åbne sanserne, til fysiske øvelser, til at forene dig med naturen og til sjov med hinanden og med grækerne. Nogle af øvelserne er ren afspænding eller fysisk træning og andre er meditationer, som forener krop, psyke og sjæl. Centralt er, at kroppen, sanserne, naturen, maden, humoren, grækerne og de hellige steder står i centrum.

Vandreturene er ikke svære eller farlige, men kræver dog lidt kondition, da vi nogle gange vandrer i bjergrigt terræn, som tillige kan være ujævnt. Allervigtigst er det, at du har et almindeligt godt helbred.

I løbet af en hel dag er vandredelen ca. 3-4 timer i moderat tempo, dertil kommer øvelser, stilhed og pauser med lokale kulinariske specialiteter i de små tavernaer undervejs eller medbragt frokost i det grønne. Vi slutter oftest mellem kl. 16 og 17.

Der vil være mulighed for at stå af undervejs og blive kørt resten af vejen, så -selv hvis du er i tvivl, om du kan klare det, skal det ikke afholde dig fra at komme med. Og når vi er afsted sammen med andre, kan man ofte mere end man tror.

Program for vandreugen:

Søndag 24. 5: Ankomst og indkvartering med Apollorejser

Mandag : Vi på mødes på Alma hotel kl 10. Vi vandrer ad stier langs kysten. Vi gør holdt undervejs for, at meditere i små kirker og på oplagte natursteder samt bade, sole og spise på en strandtaverna i Ambelia. Sent på eftermiddagen vender vi atter hjemad. I meditationerne, vil vi især stimulere jordforbindelsen.

Tirsdag : Vi mødes på Alma hotel kl. 10.00. Så vandrer vi op i bjergene bag byen. Vi går ad sandveje og æselstier og holder pause ved en lille førkristelig kirke på en eng. Undervejs indøver vi gå-og stille meditationer. Vi slutter af med sen frokost i bjerglandsbyen Lafionas. I meditationerne stimulerer vi jordforbindelsen og livskraften.

Onsdag: Vi mødes på Alma hotel Kl 9.00. Vi kører i taxa mod Kalloni og herfra vandrer vi på 1000 år gamle pilgrimsstier og besøger tre klostre undervejs. Først et lille nonnekloster og derefter et stort munkekloster og til sidst et kloster, der i dag huser en norsk højskole. Vi vandrer videre til Kalloni, herfra kører vi tilbage til Petra. I Petra spiser vi på en god taverna. Dagens meditationer handler om at sanse klostrenes energi.

Torsdag: Vi mødes på Alma hotel kl. 9.00. Vi kører i Taxa til Pterounda og vandrer gennem en frodig pinjeskov til landsbyen Anemotia. Vi kører i taxa til landsbyen filia, hvor vi spiser i en dejlig taverna. Vi Køres tilbage til Petra i taxa. I meditationerne fornemmer vi specifikke områder i kroppen og træernes kraft.

Fredag: Vi mødes på Alma hotel kl 9.00. Denne dag tager vi med taxa til bjerglandsbyen Vafios. Vi vandrer ned af bjergene gennem olivenlundene ned mod havet. Vi slutter dagen ved de varme kilder i Eftalou, hvor vi bader og spiser fælles aftensmad hos Manolis i “Taverna Eftalou”. Og så kører vi hjem. I meditationerne mærker vi naturens kraft.

Lørdag: holder vi fri, vi mødes til middag på taverna Thallasa kl. 19 i Petra

Søndag 31.5 : i har hele dagen til egen disposition om aftenen er der hjemrejse med Apollorejser

Hvad skal du have med?

Begrænsning er en kunst. Du kan vaske lidt undervejs i håndvasken.

Vi vandrer med en lille dags-rygsæk – den øvrige bagage bliver kørt fra sted til sted.

Den bagage du ikke har brug for på vandreturen, har du mulighed for at lade fragte til pensionatet i Petra.

Turene er velegnede til vandresandaler og vandresko. Har du svage ankelled er vandrestøvler vigtige.

Det vigtigste er solidt, skridsikkert fodtøj,en god solcreme, gode solbriller, en varm let trøje (om aftenen kan det godt være lidt køligt), måske en hat med skygge, lange lette bukser og en let regnjakke (måske kan der komme en enkelt byge).

Vigtigt

Husk dit blå sundhedskort. Du kan bestille det på nettet hos din kommune. Men du er ikke længere særligt godt dækket ved sygdom eller tilskadekomst. Hjemtransporten til DK er ikke dækket. Lægebesøg og sygehusophold er dækket som for en græker, dvs. meget lidt eller slet ikke, men de er meget hjælpsomme overfor turister.

Da jeg kun vandrer en eller to uger om året, er det ikke muligt for mig, at tegne en forsikring, der sikrer din hjemtransport, lægebesøg eller sygehusophold, hvis du skulle blive syg eller komme til skade.

Jeg må derfor understrege, at du vandrer på eget ansvar.

Har du allerede en ulykkesforsikring er du måske dækket, find den frem og læs i den. Har du ikke en ulykkesforsikring, må jeg anbefale, at du tegner en rejseforsikring hos f.eks www.europaeiske.dk

Pris m.m:

kr. 2750,- for turen. Dertil kommer transport-udgifter på vandreturene

Du skal desuden beregne ca. 200,- kr. til mad pr. dag.

Fly og hotel:

Du køber selv flybillet og hotel hos Apollorejser, (vi anbefaler du bor på Alma hotel),

men først når de første 8 har tilmeldt sig, hvilket du får besked om fra mig:

Vil du med, så tilmelder du dig på mail: emmerskevej@gmail.com og indbetaler depositum på kr. 1000,-. Du er tilmeldt, når beløbet er indsat på min konto, som du ser nederst på siden.

Restbeløbet på kr. 1750,- indsættes på min konto senest 24 april 2020.

Husk at skrive dit navn og formål med indbetalingen- altså vandre maj 2020.

Skulle jeg aflyse vandreturen, så får du dit depositum tilbage. Melder du selv fra, mindre end 6 uger før vandreugens start, beholder jeg 500,-kr.

Du får besked, når minimumsantallet på 8 har tilmeldt sig, så du kan købe flybillet og hotelværelse.

Hvis du har spørgsmål, så er du velkommen til at maile til: emmerskevej@gmail.com

med kærlig hilsen fra

Hanne Beyer Iversen

Urkraft & Meditation

Bankforbindelse: Skærbæk Sparekasse - 9839-8850239283 



Ferie og fordybelse Urkraft og Meditationurkraftmeditation@gmail.com